Autisme Spektrum Dagen 2020 er aflyst

Tidspunkt: Torsdag den 22. oktober 2020
Sted: UCN-Hjørring
Adresse: Skolevangen 45, 9800 Hjørring
Pris: 175,-/person

NB: Autisme Spektrum Dagen 2020 er AFLYST pga. Covid-19 restriktioner

Vi lever desværre i en usikker tid i forhold til at kunne forsamles. En tid hvor COVID-19 styrer, og retningslinjerne for at mødes i større forsamlinger skifter, næsten som vinden blæser.

Vi har undersøgt betingelserne for Autisme Spektrum Dagen, som vi ellers har set meget frem til at kunne gennemføre den 22. oktober. Men som reglerne er nu, må der maksimalt være 89 personer i foredragssalen på UCN, hvor der normalt må være 300.

Set i lyset af, at vi sidste år fyldte salen op med 300 tilhørere til begge af dagens foredrag, har vi valgt at aflyse dette års Autisme Spektrum Dag. Vi håber og tror dog fuldt og fast på, at vi vender stærkt tilbage i 2021.

Har du købt billet – får du selvfølgelig pengene tilbage
Vi har sat en proces med tilbagebetaling af købte billetter i gang. Pga. af booking- og betalingssystemet kan der gå op til 3-4 uger, inden pengene er synlige på jeres konto, så hav lidt tålmodighed. 

Hvis det indbetalte beløb ikke er synligt på kontoen senest d. 25. september, så send en mail til forstander@broager-bo.dk med navn, antal købte billetter og konto oplysninger – samt evt. EAN-nummer. Tak for jeres forståelse.

10 råd om det gode liv med autisme i en Corona tid
For at markere FN’s verdensomspændende Autismedag d. 2. april har vi udarbejdet 10 råd til, hvordan man som menneske med autisme holder fast i det gode liv under Corona-krisen. Læs de 10 råd her.

Om Autisme Spektrum Dagen
Autisme Spektrum Dagen er en dag, der er dedikeret til børn, unge og voksne med autisme samt de mennesker, som er omkring dem. En dag, hvor dét at leve et godt liv med autisme, er i centrum. Hør anerkendte foredragsholdere og mød en lang række aktører på udstillingen Det Gode Liv med Autisme.

ASD 2019 var en kæmpe succes, hvor over 600 deltog og bl.a. hørte den kendte psykolog og forfatter Bo Hejlskov Elvén. Vi gentager derfor succesen
til næste år – i 2021 (dato meldes ud senere).

Program til Autisme Spektrum Dagen 22. oktober 2020 her:

Kl. Oplægsholder
10.00 Christina Sommer – Autisme, fra teori til praksisforståelse
11.00 Pause
11.15 Ole Anders Rauff – Det kan jeg ikke
12.15 Pause med mulighed for at få lidt at spise og drikke samt besøge de forskellige stande
12.45 Sanne Vahlun – Pigeprofilen og mor-datter forholdet
13.45 Pause
14.00 Mette Borchert Vahlun – Ung og anderledes
Kl. Oplægsholder
16.00 Christina Sommer – Autisme, fra teori til praksisforståelse
17.00 Pause
17.15 Ole Anders Rauff – Det kan jeg ikke
18.15 Pause med mulighed for at få lidt at spise og drikke samt besøge de forskellige stande
18.45 Sanne Vahlun – Pigeprofilen og mor-datter forholdet
19.45 Pause
20.00 Mette Borchert Vahlun – Ung og anderledes

Om oplægsholderne

Christina Sommer – Autisme, fra teori til praksisforståelse

Autismespektrum tilstande beskrives ud fra nogle diagnostiske kriterier, hvor vi kigger på hvad der er svært og hvor man ud fra en normalfordelingsforståelse ser på hvor den enkelte afviger

Christina Sommer sætter i dette oplæg fokus på hvad det vil sige at:
• Have en anderledes kognitiv stil; hvad betyder det for vores kommunikation med autistiske mennesker
• En anderledes sanseprofil; hvad kan det betyde og hvordan kan vi blive bedre til at skabe miljøer som tager højde for en anderledes sansning.
• Stress og belastninger; når funktionsniveauet svækkes
• Kultur og normer for det gode liv; hvem siger at det er hyggeligt at spise sammen?

Ole Anders Rauff – Det kan jeg ikke!

Jeg kan tale 14 sprog på forskellige niveauer, jeg kan holde foredrag for hundredvis af mennesker, jeg arbejder som konsulent hvor jeg hjælper andre med autisme. Jeg har lavet over 600 videoer på YouTube. Men basale hverdagsting som fx det at få vasket bilen kan være helt uoverskueligt for mig. I dette foredrag vil jeg tale om hvorfor. Årsagen er de nedsatte eksekutive funktioner. Jeg vil i foredraget fortrinsvis bruge eksempler fra mit eget ret så turbulente liv. Målet med foredraget er at give mere viden om de nedsatte eksekutive funktioner. Jo mere forståelse man har for dem og accepterer de begrænsninger de giver en i dagligdagen, jo bedre kan man udvikle strategier og kompensere.

Jeg hedder Ole Rauff og arbejder som autismekonsulent/pårørendevejleder. Jeg tilbyder hjælp hvis der er autisme i familien og I har brug for vejledning, værktøjer og sparring. Min styrke er at jeg selv er autist og det gør at jeg kan forstå og spotte de autistiske problemstillinger på en unik måde.

Sanne Vahlun – Pigeprofilen og mor-datter forholdet. Eksempler, strategier og metoder

Jeg er mor til Mette, der både har Aspergers og ADHD. Desuden er jeg coach og konfliktmægler og har gennem de sidste 10 år specialiseret mig indenfor autisme og ADHD. Særligt med fokus på piger med autisme. I mit oplæg vil jeg give et indblik i, hvordan autismen kommer til udtryk hos pigerne, og hvad det betyder for mor-datter forholdet. F.eks.

• Hvorfor kan det være så svært at spotte autisme hos piger?
• Hvorfor kan skolen have en helt anden oplevelse/opfattelse af pigen?
• Hvorfor har bedsteforældre svært ved at forstå pigernes udfordringer?
• Hvorfor tænker andre “moderen gør det meget værre”?

Endvidere vil jeg give eksempler på strategier og metoder til at hjælpe pigerne til at opnå en bedre trivsel til glæde for sig selv og for hele familien. F.eks.

• Hvorfor er det nødvendigt at pakke almindelig opdragelse væk?
• Hvordan tilpasses krav i dagligdagen?
• Hvordan håndteres en nedsmeltning?
• Hvordan kan forskelsbehandling i forhold til søskende være optimal?

Mette Borchert Vahlun – Ung og anderledes

Autismens og ADHD’ens styrker og svagheder.

Den 22. februar 2009 fik jeg diagnoserne Asperger Syndrom og ADHD. På det tidspunkt var jeg 11 år gammel. I dette foredrag vil jeg fortælle om mine 10 første år i autisme og ADHD verdenerne.
Om styrkerne og svaghederne i at have begge diagnoser.
Hvordan jeg har vendt mange svagheder til styrker og hele tiden har forsøgt at se positivt på tingene. Kort sagt handler foredraget om at være ung, anderledes og have livsglæde.

I dag er jeg 22 år gammel og står bag Youtubekanalen og Facebookbloggen Mets Aspie World.
Jeg har været med til at stifte Kvinder på Spektret (www.kvinderpaaspektret.dk) og Autisme Festival (www.autismefestival.dk) Stiftede mit firma Autisme & ADHD (www.autismeadhd.dk) i september 2017.

DEL BUDSKABET OM AUTISME SPEKTRUM DAGEN
Hvis du gerne vil dele budskabet om Autisme Spektrum Dagen med kolleger, familie eller på opslagstavlen i Netto, så er programmet her som en PDF-fil:

ET SAMARBEJDE MELLEM

Opholdsstedet Broager – Hovedvejen 2A, Tornby – 9850 Hirtshals – Telefon: 2482 5264 – Mail: broager@broager-bo.dk – CVR-nr.: 27185533

Download guide: 10 råd til det gode ungdomsliv med autisme