Dorthe Hölck kom forbi

Dorthe Hölck kom forbi

15. marts 2018

Autismeekspert Dorthe Hölck kom forbi Opholdsstedet Broager

Ved et spændende arrangement fortalte autismeekspert Dorthe Hölck om det gode ungdomsliv med autisme.

Om eftermiddagen ved et arrangement for sagsbehandlere og om aftenen ved en caféaften for forældre. Der var mødt 45 sagsbehandlere fra forskellige kommuner frem, og om aftenen havde omkring 100 forældre fundet vej til Tornby Forsamlingshus, hvor arrangementerne fandt sted.

Emnet for forældrearrangementet var ”Det gode ungdomsliv med autisme”, og her gav Dorthe Hölck en række gode råd til, hvordan man som forældre kan skabe optimale rammer for et godt ungdomsliv med autisme.

Det handlede blandt andet om, hvordan man tackler situationer i puberteten – et af de emner som ifølge spørgeundersøgelsen optager forældre med unge med autisme mest. Et af rådene, Dorthe Hölck gav videre til forældrene med unge i puberteten, handlede om at søge støtte og opbakning i netværket. ”At have et barn med autisme er en stor opgave! Til tider kan det virke helt uoverkommeligt.

Et godt råd til forældrene er derfor at finde nogle i netværket, som de kan læne sig op ad, når ting bliver svære. Jeg møder mange forældre, som – med god grund – er blevet udtrættet af samarbejdet med det offentlige. Når det sker, kan der være en tendens til, at man taler negativt om det i hjemmet. Og det skal man for alt i verden undgå, i hvert fald når barnet eller den unge lytter med.

Snakken om, hvor svært det hele er, kan nemlig nemt føre til, at barnet får skyldfølelse og mister følelsen af selvværd. Der er det vigtigt, at man siger: Det er ikke dig, der noget bøvl – det er alt det uden om.” Broager har i samarbejde med Dorthe Hölck udarbejdet en flyer med gode råd til forældre med autistiske børn i puberteten. Flyeren tager udgangspunkt i de bekymringer og tanker, spørgeundersøgelsen viser fylder mest for forældre med autisme inde på livet. Læs og hent flyeren her.

Yderligere information – kontakt forstander Svend Erik K. Sørensen på mail: forstander@broager-bo.dk eller mobil: 24 82 52 64.

Opholdsstedet Broager – Hovedvejen 2A, Tornby – 9850 Hirtshals – Telefon: 2482 5264 – Mail: forstander@broager-bo.dk – CVR-nr.: 27185533